Biograf

Gustav Winckler sang som barn i Københavns Drengekor som elev på De Forenede Kirkeskoler ...forløberen for Sankt Annæ Gymnasium. Han gik dog ud af skolen da han var omkring 13 år dvs. ca. 1938. Derefter havde han en lang række jobs, hvor han bl.a. var i lære: først som maskinarbejder på en vaskemaskinefabrik; mejeriarbejder; job på en elevatorfabrik, og han var også i lære som gartner - siden som maler før det lykkedes ham at færdiggøre læretiden som gartner.

Hans karriere som sanger startede i slutningen af 1940'erne hvor han vandt nogle amatørkonkurrencer. I 1950 fik han sit første professionelle job som sanger, et engagement på restaurant "Hollænderbyen" på Amager. Samme år begyndte han at synge i radioen hvor han hurtigt blev populær. I 1957 vandt han sammen med Birthe Wilke det første danske Melodi Grand Prix med sangen Skibet skal sejle i nat. Sangen blev nummer tre ved det internationale Melodi Grand Prix. I mange år var Gustav Wincklers sange faste indslag i radioprogrammerne Dansktoppen og Giro 413. Han døde ved en glatføreulykke i 1979.